.jpg)
Dette er et billede af min havegang. Har stormen også låst jer inde? Musikken er skøn og den har holdt mig varm mens den kolde storm rasede udenfor.
hvordan kommer jeg i skole
Dette er et billede af min havegang. Har stormen også låst jer inde? Musikken er skøn og den har holdt mig varm mens den kolde storm rasede udenfor.
vil jeg være teenager for evigt
Vil jeg?
Jeg har været rigtig meget alene den sidste uge. Ikke fordi, det er noget jeg vil brokke mig over; jeg nyder skam at være alene. Det meste af min barndom har jeg været alene. Men når jeg tænker over det, selvom jeg godt kan lide at være alene, så elsker jeg det ikke. Ogher må jeg undskylde, for selvom jeg har været meget alene, så har jeg næsten ikke fået skrevet herinde, overhovedet. Jeg har genforelsket mig i hjemmesiden tumblr, da der er så mange, som jeg er jævnaldrende med, der har de samme tanker om sig selv, som jeg har - så mange jeg kan relatere til... Så den bruger jeg meget tid på for tiden, du kan evt. tjekke den ud her.
Jeg var faktisk igang med at lægge tøj sammen, da jeg pludselig så mig selv i spejlet. Jeg så håbløs ud og havde tårer i øjnene. Jeg vendte siden til spejlet og vurderede mig selv i profil. Jeg rettede mit fedtede hår og kørte hænderne ned over mine for brede hofter. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gør det - jeg gør det ofte. Jeg tror ikke, at der er noget at skamme sig over ved min krop, men alligevel tror jeg heller ikke, at der nogensinde ville være nogen, der kunne finde mig attraktiv. Finde mig pæn - og slet ikke smuk! Jeg er så klodset at se på. Kluntet kan man vel næsten sige. Mit ansigt er ude af proportion og min næse er for ... stor eller noget. Jeg ved ikke, hvad der er forkert, men der er i hvert fald noget ved den, der er grueligt galt.
Man siger, at personligheden ved en person kan gøre ham eller hende en del pænere eller grimmere. Personer man ikke kan lide vil automatisk blive lidt grimmere i ens øjne og folk, som man virkelig godt kan lide vil blive rigtigt pæne. Nogle gange hører jeg folk sige, at jeg er pæn. Men jeg tror det er fordi de ikke kender min personlighed. Jeg kender mig selv og jeg ved, at jeg ikke er særlig køn. Jeg føler slet ikke, at der faktisk er nogen, der kender mig. Ikke mine venner og ikke min familie. Alle problemer, som jeg er gået igennem i folkeskolen, har jeg aldrig fortalt min familie. De ved intet om det. Og de venner jeg har nu ved heller ikke så meget om det. De kender ikke historien, for de var der ikke. Jeg kan fortælle om det, men jeg tror aldrig, at de vil forstå helt. For den person de kender er en anden end jeg var dengang. Og jeg tror at det er dét der er galt. For jeg ser stadig mig selv som den person jeg var dengang.
Dengang jeg blev født var jeg ingenting. Jeg havde en krop, men jeg havde ikke en personlighed. Jeg var ikke rigtigt en person. Som jeg vokser op får jeg et lag af personlighed om mig. I folkeskolen var jeg meget temperamentsfuld og en enspænder. Som tiden går får jeg flere lag af personlighed udover mig, som skjuler de lag, der ligger indenunder. Men selvom de inderste lag er skjult, betyder det ikke, at de er væk. Selvom jeg næsten altid er glad i offentligheden nu, betyder det ikke, at jeg ikke kender til vrede. Det betyder bare, at jeg har brugt mange år på at lære at kontrollere den. Det betyder ikke, at jeg aldrig bliver sur. Det betyder bare, at jeg kan undertrykke mit raseri, og det betyder desværre også, at når jeg bliver så sur, at jeg ikke kan holde det nede længere, springer det hele i luften for mig. Så selvom mit yderste lag er præget af gymnasie og efterskole, så ligger mit inderste lag stadig og ulmer. Det er dét der gør mig ked af det, når jeg er alene. For jeg har lært, at det er OK at være alene, og at det faktisk kan være meget sundt og sjovt. Men da jeg var mindre var jeg så ked af at være alene, at jeg ofte græd mig selv i søvn - og den fornemmelse tror jeg aldrig vil gå væk. Jeg vil blive bedre og bedre til at glemme den, men den vil aldrig helt forsvinde. Ligesom alle mine andre egenskaber, mit syn på mig selv og opfattelser, som jeg udviklede i folkeskolen.
Jeg tænker ofte om denne endeløse strøm af tanker nogensinde vil stoppe. Jeg lægger alt for ofte skylden på, at jeg er teenager og det er normalt for folk som mig. Men jeg er trods alt atten år - jeg er i slutningen af teenage-årene. Burde det ikke falde lidt til ro? Eller vil jeg være teenager for evigt?
Undskyld det blev langt. Jeg blev revet med. Jeg brugte endda lang tid på at overveje om jeg overhovedet skulle lægge dette indlæg ud.
Jeg har været rigtig meget alene den sidste uge. Ikke fordi, det er noget jeg vil brokke mig over; jeg nyder skam at være alene. Det meste af min barndom har jeg været alene. Men når jeg tænker over det, selvom jeg godt kan lide at være alene, så elsker jeg det ikke. Ogher må jeg undskylde, for selvom jeg har været meget alene, så har jeg næsten ikke fået skrevet herinde, overhovedet. Jeg har genforelsket mig i hjemmesiden tumblr, da der er så mange, som jeg er jævnaldrende med, der har de samme tanker om sig selv, som jeg har - så mange jeg kan relatere til... Så den bruger jeg meget tid på for tiden, du kan evt. tjekke den ud her.
Jeg var faktisk igang med at lægge tøj sammen, da jeg pludselig så mig selv i spejlet. Jeg så håbløs ud og havde tårer i øjnene. Jeg vendte siden til spejlet og vurderede mig selv i profil. Jeg rettede mit fedtede hår og kørte hænderne ned over mine for brede hofter. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gør det - jeg gør det ofte. Jeg tror ikke, at der er noget at skamme sig over ved min krop, men alligevel tror jeg heller ikke, at der nogensinde ville være nogen, der kunne finde mig attraktiv. Finde mig pæn - og slet ikke smuk! Jeg er så klodset at se på. Kluntet kan man vel næsten sige. Mit ansigt er ude af proportion og min næse er for ... stor eller noget. Jeg ved ikke, hvad der er forkert, men der er i hvert fald noget ved den, der er grueligt galt.
Man siger, at personligheden ved en person kan gøre ham eller hende en del pænere eller grimmere. Personer man ikke kan lide vil automatisk blive lidt grimmere i ens øjne og folk, som man virkelig godt kan lide vil blive rigtigt pæne. Nogle gange hører jeg folk sige, at jeg er pæn. Men jeg tror det er fordi de ikke kender min personlighed. Jeg kender mig selv og jeg ved, at jeg ikke er særlig køn. Jeg føler slet ikke, at der faktisk er nogen, der kender mig. Ikke mine venner og ikke min familie. Alle problemer, som jeg er gået igennem i folkeskolen, har jeg aldrig fortalt min familie. De ved intet om det. Og de venner jeg har nu ved heller ikke så meget om det. De kender ikke historien, for de var der ikke. Jeg kan fortælle om det, men jeg tror aldrig, at de vil forstå helt. For den person de kender er en anden end jeg var dengang. Og jeg tror at det er dét der er galt. For jeg ser stadig mig selv som den person jeg var dengang.
Dengang jeg blev født var jeg ingenting. Jeg havde en krop, men jeg havde ikke en personlighed. Jeg var ikke rigtigt en person. Som jeg vokser op får jeg et lag af personlighed om mig. I folkeskolen var jeg meget temperamentsfuld og en enspænder. Som tiden går får jeg flere lag af personlighed udover mig, som skjuler de lag, der ligger indenunder. Men selvom de inderste lag er skjult, betyder det ikke, at de er væk. Selvom jeg næsten altid er glad i offentligheden nu, betyder det ikke, at jeg ikke kender til vrede. Det betyder bare, at jeg har brugt mange år på at lære at kontrollere den. Det betyder ikke, at jeg aldrig bliver sur. Det betyder bare, at jeg kan undertrykke mit raseri, og det betyder desværre også, at når jeg bliver så sur, at jeg ikke kan holde det nede længere, springer det hele i luften for mig. Så selvom mit yderste lag er præget af gymnasie og efterskole, så ligger mit inderste lag stadig og ulmer. Det er dét der gør mig ked af det, når jeg er alene. For jeg har lært, at det er OK at være alene, og at det faktisk kan være meget sundt og sjovt. Men da jeg var mindre var jeg så ked af at være alene, at jeg ofte græd mig selv i søvn - og den fornemmelse tror jeg aldrig vil gå væk. Jeg vil blive bedre og bedre til at glemme den, men den vil aldrig helt forsvinde. Ligesom alle mine andre egenskaber, mit syn på mig selv og opfattelser, som jeg udviklede i folkeskolen.
Jeg tænker ofte om denne endeløse strøm af tanker nogensinde vil stoppe. Jeg lægger alt for ofte skylden på, at jeg er teenager og det er normalt for folk som mig. Men jeg er trods alt atten år - jeg er i slutningen af teenage-årene. Burde det ikke falde lidt til ro? Eller vil jeg være teenager for evigt?
Undskyld det blev langt. Jeg blev revet med. Jeg brugte endda lang tid på at overveje om jeg overhovedet skulle lægge dette indlæg ud.